En slavindes ret

Jeg sidder nøgen i hjørnet. Mit hjørne. Og tænker.

Jeg er vred. Sur. Fornærmet. Som en lille pige der ikke kan få sin vilje.

Jeg skal sidde der 5 minutter i aften.

Jeg har munden proppet fuld af mine egne trusser!

De har egentlig den samme effekt som en gag. Blot suger de mit savl, så det ikke render ned af min hage.

Det er selvfølgelig Hans ordre at jeg skal sidde der.

Efter jeg havde tigget Ham om at få mine trusser igen.

Det er halvandet døgn siden Han tog dem fra mig.

Og jeg var ulydig da panikken bredte sig i mig. Jeg kunne IKKE undvære mine trusser! Det føltes helt forkert. Og jeg følte mig uretfærdigt behandlet.

Jeg tog dem på. Jeg trodsede Ham.

Det endte med en straf og at jeg måtte undvære dem igen. selvfølgelig.

Og jeg har tigget Ham for dem. Været lille, krybende, og undskyldende. Nedværdiget mig selv. Følte jeg.

Jeg må tage mine våde trusser på efter min ”hjørne-tid”.

Jeg har dokumenteret det hele med billeder til Ham.

Jeg er surmulende på billederne. Jeg føler vrede og trods og uvilje, men handler alligevel efter Hans anvisning. Og jeg ser min overgivelse i mit blik på billederne.

Jeg er blevet klogere i aften.

Herren EJER mig. Retten til mig. Retten til at gøre med mig som Han har lyst til. Han tog ikke trusserne fra mig. For det var i virkeligheden ikke mine.

Jeg har ingen rettigheder.

Ikke engang trusser.
Jeg er ikke nedværdiget. For jeg er slavinde.
Jeg er for evigt Herren taknemmelig for alle bekvemmeligheder jeg har. Det er Ham der lader mig have dem.

Og mine trusser minder mig om det for eftertiden.