Jeg stod tidligt op og bagte boller til Herren. Præcis som
jeg plejede. Morgenen var skøn, der var stille i huset og jeg trissede roligt
rundt i køkkenet og hyggede mig med opvasken fra i går. Dækkede bordet, tændte
stearinlys og lavede Herrens the. Hvor jeg dog elskede morgenen. Glædede mig
til Herren stod op. Jeg følte mig mere hjemme når Han var her i huset sammen
med mig. Når jeg bagte boller og lavede the og var Hans lille husalf.
Bagefter skulle Herren arbejde og jeg skulle være stille
imens. Det passede mig helt fint, for så kunne jeg lave de praktiske ting jeg
aldrig ellers fik lavet når Han var her. Og det var dejligt at få lov at ”leve”
normalt, være mig, have noget der lignede en normal hverdag, sammen med Herren.
Det var dejligt at gøre normale ting, jeg som regel kun gør når Han ikke er
her, og have Ham her i huset. Det føltes rigtigt, det føltes trygt.
Jeg cyklede til købmanden og forberedte frokosten i mens
Herren arbejdede. Og efter frokost fortsatte vi med seriemaratonen, og jeg nød
min Herres hånd i min nakke, jeg elskede Hans kærtegn og Hans nærhed.
Nogle timer senere skulle vi gøre
os klar til aftenen. Det var en helt særlig aften i aften, for jeg skulle have
min elskede Herre med hjem til min mor for første gang, hun fik endelig sin
vilje, og lov til at møde Ham. Jeg tror rent faktisk at jeg var mere nervøs end
Herren var, ikke på Herrens vegne, jeg var ikke et sekund i tvivl om at de
ville kunne lide Ham og at Han sagtens ville kunne tale med dem, men på mine
egne vegne, hvad nu hvis Han synes min familie var skrækkelig? Og hvordan nu, når jeg skulle til at titulere Ham helt anderledes, ville jeg huske det? Jeg følte selv
at min familie til tider var belastende og et værre cirkus, men de er og bliver min
familie og jeg elsker dem, så det ville være hæsligt hvis min Herre ikke brød
sig om dem.
Jeg blev pludselig forvirret og kunne slet ikke finde ud af
hvordan jeg skulle klæde mig, og alting gik alt for langsomt for mig. Godt Herren
havde sat mig i gang med at gøre mig klar i god tid.
Efter nogen tid blev jeg endelig færdig. Jeg lignede noget
de var vænnet til at se på, og jeg så samtidig ud som Herren ønskede. Og jeg
glædede mig til at se begge mine dejlige brødre.
Vi tog overtøj på og gik ud af døren.
Mine to brødre tog nysgerrigt imod Herren.
De havde spurgt nærmest lige så meget som min mor. Især den ældste som altid har
været min sammensvorne i alle henseender. Han er sådan en bror der altid har
beskyttet sin søster, passet på mig når livet har været hårdt mod mig, samlet
mig op når jeg er faldet. Og har nogen kigget forkert på mig har min bror fortalt
dem at de skulle kigge den anden vej eller sige undskyld. Han har nok været en
smule overbeskyttende. Det var vigtigt for mig at mine brødre skulle kunne lide min
Herre. Selvom det ikke ville have noget at sige i sidste ende. Ikke i denne
situation. Det ville bare give mig ro i sindet.
Herren sludrede med dem begge to. De nørdede PS3 og
PC og jeg forstod ikke rigtigt noget af hvad de sagde, men det gjorde
ingenting. De talte samme sprog og det var nok for mig. Så jeg lyttede bare og
var glad.
Herren så ikke ud som om Han var i nogen form for pine og
hele min familie så ud til at være glade for mit ”nye” bekendtskab. Da vi tog
hjem var jeg træt og lettet. Endelig var det overstået. Nu skulle jeg ikke
længere høre på mors spørgsmål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar